Glutenfri Burgerboller

Glutenfri Burgerbolle

Disse burgerboller er luftige og nemme at lave. Der er et æg i dejen, hvilket gør dem ekstra lækre. Hvis du ikke tåler æg, kan du sagtens lave dem uden, brug da 6 dl vand i stedet. 

Glutenfri Burgerboller

Egnet til frysning.
Antal 8 stk.

Ingredienser
  

  • 5,5 dl koldt vand
  • 15 g gær
  • 1 tsk. honning
  • 1 spsk. eddike/citronsaft
  • 1 æg
  • 1,5 tsk. salt
  • 70 g fuldkornsmajsmel
  • 95 g boghvedemel
  • 150 g fuldkornsrismel
  • 45 g rismel den hvide fra Urtekram
  • 30 g maizena majsstivelse
  • 22 g FiberHUSK
  • sesam til drys

Sådan gør du
 

  • Pisk vand, gær og honning sammen i en skål og lad det stå et par minutter, mens du vejer alle de tørre ingredienser af og blander dem godt i en skål for sig.
  • Pisk eddike og æg i væsken.
  • Brug din håndmikser med dejkroge. Tilsæt den tørre melblanding til væsken på en gang og rør godt. Rør dejen i nogle minutter, til den er jævn og blød.
  • Lad dejen hæve i ca. 2 timer under et tørt klæde.
  • Drys lidt mel på bordet og vend dejen ud herpå. Del dejen i 8 stykker og form dem til boller. Tryk eller rul hver bolle ud, så den er flad og tynd (ca. 1½ cm.) Læg bollerne på en plade med bagepapir og lad dem efterhæve i 30 min.
  • Inden bollerne sættes i ovnen, pensles de med koldt vand og drysses med sesam.
  • Bag bollerne i 25-30 min. ved 225°C.
  • Lad bollerne køle næsten helt af inden de skæres.
  • Note: Hvis du har travlt, kan du bruge lunkent vand og nøjes med at lade bollerne hæve i 45-60 min.


26 thoughts on “Glutenfri Burgerboller”

  • Hvor skaffer man alle de forskellige mel henne?? Hvis jeg fx skal følge jeres burgerboller opskrift 😊

    • Hej Henriette.
      Vi køber næsten altid vores glutenfri mel i Superbrugsen, som fører Urtekrams glutenfri mel. Fiberhusk er dyrt i supermarkeder, men kan købes lidt billigere i fx Helsemin og enkelte webshops på nettet. Meny plejer også at have et ok udvalg og Føtex sælger også lidt… På nemlig.com kan man også købe at stort udvalg af Urtekrams produkter.
      Kh. GFS

    • Hej Joan. I de fleste tilfælde kan du erstatte maizena med hvid rismel. Brug fx 40 g mere hvid rismel i denne opskrift. Dvs. brug i alt 85 g hvis rismel :)
      Kh. GFS

  • Dejen var fuldstændig flydende, da den var rørt færdig og da jeg skulle forme boller derfor fuldstændig umulig uden meget ekstra tilsættelse af rismel.
    Hvordan kan det være?
    De står til hævning nu og frygter lidt resultatet når de er så klæg stadig.

    • Hej Elsebeth. Det skulle kunne fungere, hvis du erstatter boghveden med 2/3 fuldkornsrismel og 1/3 fuldkornsmajsmel. Hvis du bruger havremel, kan du også prøve at erstatte med 100 g af det.
      Mvh. GFS

  • Hej. Jeg er ny i den glutenfrie verden og har derfor kun prøvet at bage en 3 gange.
    Hvergang har der stået at bollerne skulle være små, da de ellers ville smuldre, også selv om der var HUK i. Hvordan er det med de her boller, kan de laves til \”alm\” størrelse?
    VH Nicoline

  • Hej :) Jeg er helt ny i den glutenfri verden. Tak for jeres store hjælp her på siden! Jeg har to spørgsmål, jeg håber, I kan hjælpe mig med: Hvisman helt skal undgå majsmel og derfor også maizena, hvad kan jeg så erstatte både fuldkornsmajsmelet og maizena med i denne opskrift?
    Jeg ser at mange opskrifter indeholder alm. majsmel – er der noget jeg generelt kan
    erstatte det med? På forhånd tak :)
    Mange hilsner Dorit

    • Hej Dorit
      Beklager det sene svar.
      Maizena kan du erstatte med den hvide rismel. Majsmel kan fint erstattes med halv fuldkornsrismel og halv boghvedemel.
      Og den blanding kan også bruges andre steder.

      Mvh. GFS

  • Hvis man ikke har en vægt, der lige kan klare 15-20-22 g fiberHusk, er der så ikke et ske- mål, der kan bruges?
    Mvh LillianBeck

    • Grunden til, at vi altid bruger vægt, er fordi der findes fin og grov HUSK – også kendt som Gul og Grøn HUSK. Efter et hurtigt kig på google fandt jeg disse mål med tak til rawfood.com:

      1 spsk = 12 g Fiber HUSK = den gule HUSK ( 85 g fibre/ 100 g) =

      2 spsk = 12 g grøn HUSK = Psylliumfrøskaller (85 g fibre/ 100 g)

  • hej denne opskrift ser lækker ud. Kan man pensle med æg i stedet for vand ?
    KH Rosemarie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *