21/08/14
OBS! Efter at have oplevet uregelmæssigheder i konsistensen af de sidste Soyatoo cremer, har vi kontaktet producenten. De forklarer, at det er svært at stabilisere vegetabilsk fedt, og at når cremerne er nylavet, kan de have en tendens til at være mindre faste og derfor sværere at piske stive. Tjek evt. inden du køber, om man kan høre cremen skvulpe i pakken, når den rystes. Hvis den ikke skvulper, er der en god chance for, at den vil være god til flødeskum. Det bedste er også altid at stille cremen på køl, både før og efter piskning, da det hjælper cremen med at sætte sig yderligere. Der er med andre ord ikke noget i vejen med den mere flydende creme – tværtimod, det er fordi den er frisk…
Vi anbefaler altså stadig denne creme…
————
Vi har valgt at teste tre forskellige mælkefri piskefløder fra SoyaToo.
Testen omfatter soja-, ris- og kokospiskefløde. Købt i Helsehuset, Gl. Kongevej.
Sådan gjorde vi:
Alle tre fløder piskede vi med el-pisker i minimum 2 minutter ved højeste hastighed, som anbefalet på pakken.
Vi anbefaler at cremen er kold fra køleskabet ved piskning og, at skål og fløde har samme temperatur inden piskning.
Efterfølgende satte vi skummet på køl, for at teste skummets holdbarhed.
Sojapiskefløde (sojacreme), SoyaToo, 300 ml, ca. 25 kr.
Produktinfo:
Sojadrik (vand, sojabønner), hydrogeneret vegetabilsk fedt, invertsukkersirup, emulgator, fortykningsmiddel, salt, aroma.
12,2 g fedt pr. 100 ml.
Oplevelse:
Piskede denne skum fra stuetemperatur, hvilket fungerede fint. Fint hvidt skum, som holder formen virkelig godt, også efter flere timer i køleskab. God smag – dog lidt sød, så tilsæt ikke evt. sukker før du har smagt til! Smagen er meget neutral. Virkelig god oplevelse alt i alt.
Rispiskefløde (riscreme), SoyaToo, 300 ml, ca. 25 kr.
Produktinfo:
Risdrik (vand, rissirup, risstivelse, rismel), hydrogeneret vegetabilsk fedt, invertsukkersirup, emulgator, fortykningsmiddel, salt, aroma.
12,2 g fedt pr. 100 ml.
Oplevelse:
Fint hvidt skum, minder om en let pisket flødeskum. Smagen er god og neutral, smager kun meget svagt af ris, lidt mindre sød end sojafløden. God oplevelse alt i alt.
Holder formen flere timer i køleskab.
Kokospiskefløde, SoyaToo, 300 ml, ca. 27 kr.
Produktinfo:
Kokosmælk (kokos, vand), hydrogeneret vegetabilsk fedt, invertsukkersirup, ærteprotein, emulgator, fortykningsmiddel, salt, aroma.
12,2 g fedt pr. 100 ml.
Oplevelse:
Fra start voldte denne fløde os problemer. Da vi tog den fra køleskabet, var den helt stivnet og skilt i pakken (ligesom kokosmælk også kan være). Derfor kunne vi ikke bruge den, før den var blevet varmere. Den nåede dog aldrig at blive ensartet i konsistens, og det færdige resultat var skuffende. Dels var skummet tyndere end de andre to, og der var fortsat klumper i, selvom den blev pisket i mere end 2 minutter. Skummet er desuden ikke hvidt men nærmere beige.
Smagen er ikke så neutral – smager meget af kokos og er meget sød. Mindre god oplevelse alt i alt. Falder meget sammen efter tid i køleskab.
Samlet vurdering:
Som det fremgår, er vi ikke så vilde med kokospiskefløden. Der kan laves næsten ligeså godt kokosskum med en almindelig cremet kokosfløde.
Heldigvis er vi overraskende tilfredse med både ris- og sojafløden. De kan ikke sammenlignes med “ægte” piskeflødeskum, men de er tæt på. Det eneste minus er, at man ikke kan undgå det søde i smagen, så de egner sig helt sikkert bedst til det søde køkken.
Skal vi vælge en vinder, må det blive sojapiskefløden, som helt klart holder skummet bedst.
Vores vurdering er i øvrigt, at både ris- og sojapiskefløden godt kan anvendes til fx risalamande.
På billedet er det soja forrest, kokos tv. og ris th.